Grid

Grøn omstilling starter ved toppen: Fem gode råd til ejerlederen

Ejerlederen har et stærkt mandat til at drive den grønne omstilling, viser indsigter fra Afkobling 2030. Her er fem råd til ejerlederen, der vil bruge den grønne omstilling som motor for udvikling og konkurrencekraft.

Mange produktionsvirksomheder oplever, at krav fra kunder, leverandører og lovgivning bliver mere og mere komplekse, når det kommer til grøn omstilling. Det kan på mange måder virke uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal begynde.

I Afkobling 2030 møder vi virksomheder, der står netop dér. Og vi ser et tydeligt mønster: Når ejerlederen tager omstillingen af produktionen på sig, sker der noget. Ejerledere, der engagerer sig, formår at sætte en klar retning, afsætte ressourcer og skabe motivation på tværs af organisationen. Det er dem, der formår at rykke hele virksomheden. 

“Vi begyndte at arbejde med at reducere vores klima- og miljøaftryk for over 10 år siden, og allerede dengang besluttede vi, at det ikke måtte blive dyrere for vores kunder. Det, at vores direktør og ejerleder har vist stort engagement i denne udvikling, smitter af på alle i virksomheden,” siger en medarbejder i en af de virksomheder, Afkobling 2030 arbejder med.

Erfaringerne fra Afkobling 2030 viser også, at når en ejerleder selv tager arbejdet på sig, kan der ske markante forandringer. Først og fremmest fordi ejerlederen kan sætte en retning og afsætte ressourcer, der matcher ambitionerne, men også fordi medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere hurtigt kan mærke, når grønne tiltag er en integreret del af virksomhedens strategi.

Grøn omstilling er hverken en hurtig proces eller et enkeltstående projekt. Det er en rejse, hvor ejerlederens rolle er afgørende. Ved at tage ejerskab, sætte retning og skabe plads til medarbejderens engagement kan du som ejerleder gøre grøn omstilling til en motor for udvikling – i stedet for en byrde.

”Vores arbejde med grøn omstilling har gjort os til en mere attraktiv arbejdsplads for nye medarbejdere,” fortæller en anden ejerleder, som også deltager i Afkobling 2030.

Grøn omstilling er altså ikke et ekstra projekt ved siden af driften. Det er en ny måde at skabe værdi på, og det er ejerlederen, der har evnen og positionen til at sætte forandringen i gang. 

Her har vi samlet fem gode råd til dig - ejerlederen, der vil bruge grøn omstilling som motor for udvikling og konkurrencekraft.

Fem gode råd til ejerlederen, der vil gøre en forskel


1. Tag ejerskab over agendaen
Når ejerlederen går forrest, rykker virksomheden langt hurtigere. Som ejer har du friheden til at sætte ambitiøse mål og prioritere tid og ressourcer, som en almindelig medarbejder ikke har samme adgang til.

Dine beslutninger kan ændre kursen i virksomheden, og dit engagement smitter. Når medarbejderne oplever, at bæredygtighed ikke blot er et projekt på sidelinjen, men et emne, som ejerlederen selv brænder for, får indsatsen legitimitet.

2. Brug den grønne omstillingsom en løftestang for forretningen

Hos mange virksomheder begynder arbejdet med grøn omstilling, fordi de er presset af lovgivning eller krav fra store kunder. Men de mest succesfulde cases i Afkobling 2030 viser, at ejerlederen kan vende kravene til en mulighed.

Når grøn omstilling bruges som en ramme til at gentænke produkter, processer eller services, kan det åbne for nye forretningsmuligheder. Det handler ikke kun om at blive ’compliant’, men om at skabe innovation, nye markeder og en stærk konkurrencekraft.

”Vi vidste, at vi ved at pakke vores produkter smartere kunne spare både CO2 og penge,” siger en medarbejder om Afkobling 2030.

3. Inddrag medarbejderne på tværs
Grøn omstilling lykkes ikke, hvis ansvaret ligger hos en enkelt ildsjæl. Erfaringer fra Afkobling 2030’s første to leveår viser tydeligt, at virksomheders indsats med grøn omstilling kræver samarbejde på tværs af afdelinger.

Når alle medarbejdere får mulighed for at bidrage med idéer - om det så handler om at spare vand i produktionen, reducere plast i emballage eller finde smartere måder at pakke varer på - vokser engagementet.

For ejerlederen betyder det, at opgaven bliver at skabe en kultur, hvor det at tage virksomheden i en grønnere og mere klimabevidst retning er noget, man gør sammen.

”Det er vigtigt, at alle medarbejdere er med på omstillingen. Vi er også afhængige af, at folk kommer med input til nye klimavenlige tiltag. Vi har nok tidligere været vant til at arbejde i siloer, men arbejdet med grøn omstilling af vores produktion kræver, at man arbejder på tværs i organisationen. Vi skal kunne se på tværs af produktionen. Vi er blevet bedre til at bruge den viden på tværs,” lyder det fra en medarbejder, der også er en del af Afkobling 2030.


4. Gå længere end lov- og kundekrav
Der er ingen vej udenom at leve op til de krav, kunder og lovgivning stiller. Men ejerlederen kan med fordel se ud over det og selv definere næste skridt. Når virksomheden går foran og sætter egne standarder, åbner det for at tage styringen i stedet for blot at reagere.

Det kan handle om at reducere ressourceforbruget, investere i vedvarende energi eller udvikle cirkulære løsninger. Initiativer, der ikke blot løfter virksomheden ud af compliance-zonen, men som også gør den mere attraktiv på markedet.

5. Integrer grønne tiltag i strategien

En central barriere, mange virksomheder peger på, er, at arbejdet med grøn omstilling ofte ligger som en ”byld” uden på forretningsstrategien. Hvis virksomheder skal lykkes med omstillingen, skal den være en del af kerneforretningen.

Når arbejdet med at reducere virksomhedens klimaaftryk indgår på linje med produktionsudvikling, salg og økonomi, bliver det tydeligt, hvordan indsatsen bidrager til virksomhedens fremtid. Flere virksomheder i Afkobling 2030 erfarer nemlig, at det skaber klarhed og retning, og at det samtidig gør arbejdet sjovere og mere meningsfuldt.

Om Afkobling 2030

Afkobling 2030 er udviklet i samarbejde med og finansieret af Industriens Fond. Foreningen drives i et tæt samarbejde mellem Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut, FORCE Technology og DDC - Dansk Design Center. 

Sammen med danske produktionsvirksomheder og økosystemet vil Afkobling 2030 skabe en bevægelse mod et konkurrencedygtigt produktionsdanmark, hvor bæredygtig omstilling er nøglen til nye forretningsmuligheder.

Gennem skræddersyet ekspertrådgivning og tæt samarbejde i programmets labs arbejder vi med virksomhederne og giver dem klare prioriteringer, nye værktøjer, konkrete handlingsplaner og skræddersyede løsninger. 

Målet er konkret: I 2030 skal 3.600 danske produktionsvirksomheder have taget de første skridt mod afkobling og grøn omstilling, og 650 virksomheder skal have sat gang i nye initiativer, der styrker deres konkurrencekraft gennem lavere klima- og miljøpåvirkning.

Denne artikel er baseret på indsigter og vigtigste erfaringer, som Afkobling 2030 har gjort i perioden marts 2023 og frem til nu. Du kan læse hele rapporten her.

 Ring eller skriv til Morten
Morten Kjeldgaard
Missionsleder